23948sdkhjf

Forhandlinger for hotel- og restaurantmedarbejdere afbrudt

Tre intensive forhandlingsrunder med lange dage er endt uden klarhed over, hvad medarbejdere i hoteller og restauranter kan forvente sig af årets overenskomstforhandlinger.

Nu er parterne brudt op uden aftale om at mødes igen. Det skriver Fagbladet 3F.

- Der skal jo to til at forhandle, men nu er vi gået fra hinanden og har ingen ny dato for, hvornår vi skal mødes igen, siger gruppeformand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F, Tina Møller Madsen

Hos arbejdsgiverorganisationen Horesta bekræfter direktør Katia Østergaard, at parterne er gået fra hinanden lørdag.

- Vi har mødtes over rigtig mange dage for at finde en fælles løsning, men der er stadig nogle store knaster, som det ikke er lykkedes at skabe enighed om, siger hun og tilføjer, at Horesta ingen planer har om at indkalde til forhandlinger igen og nu vil afvente forligsmanden.

For første gang er Dansk Erhverv med til forhandlingerne på hotel- og restaurationsområdet, efter en række hoteller har indgået overenskomst med 3F herigennem. Her er underdirektør Laurits Rønn fortsat optimistisk.

- Nu skal vi lige sunde os lidt. Men mon ikke vi ses igen snart. Jeg har en forventning om, at vi stadigvæk kan lande en aftale, siger Laurits Rønn.

Før forhandlingerne gik i gang pegede Katia Østergaard på, at arbejdsgiverne ønsker mere fleksibilitet, både i forhold til løn, men også i forhold til faggrænser. Derudover ville det blive et punkt at drøfte, hvordan man kan få flere til uddanne sig som tjenere.

Hvis parterne ikke selv aftaler at genoptage forhandlingerne, er det nu op til forligsmanden at indkalde til forhandlinger.

Oprindeligt var deadline for at indgå en aftale om nye overenskomster 1. marts – ellers vil der blive konflikt. Den deadline har forligsmanden dog udskudt med 14 dage, så parterne nu har fået mere tid til at nå hinanden.

Er der tilpas fremskred i forhandlingerne, kan fristen udsættes yderligere 14 dage.

Kilde: Fagbladet 3F

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063